Ny klagevejledning Når politikerne ikke vil stoppe svineriet i Danmark må borgerne tage sagen i egen hånd
Borgere i Danmark er trætte af stank og forurening fra flere og flere store animalske og industrielle landbrug, også kaldet svinefabrikker. Flere undersøgelser viser, at danskerne gerne vil have mere og bedre natur, men ønskerne bliver ikke hørt i forbindelse med politiske beslutninger som den grønne trepart. NOAH opfordrer danskerne til at blande sig i kampen for at redde vores lokalmiljøer og natur.
Utilfredse borgere er gået sammen under den landsdækkende bevægelse Landsforeningen mod svinefabrikker, som i samarbejde med Miljøbevægelsen NOAH nu udgiver en klagevejledning til folk i landdistrikterne, der er berørt af industriel svineproduktion.
Peter Jacobsen fra Landsforeningen mod svinefabrikker udtaler:
- Det konventionelle svinelandbrug i Danmark har vokset sig ud over alle rimelige grænser, som en stor kræftknude i en ellers sund krop. Det har ført til helt groteske forhold for grisene og for naboerne i de berørte landsbyer.
Emil Brix fra Miljøbevægelsen NOAH har været med til at skrive den nye klagevejledning til de borgere på landet, der befinder sig i den uheldige situation at være nabo til en enorm svinefabrik. Han udtaler:
- Det kan være skræmmende, og med betydelige sociale konsekvenser, at stille sig i opposition til den lokale svinebaron, men når mange går sammen, er det muligt at skabe forandring.
- Det er vigtigt, at borgere på landet kender deres rettigheder, og er i stand til at reagere når landsbyens ve og vel sættes på spil på grund af et storindustrielt svinebrug, fortsætter han.
Anette Schneider Wiemann fra Landsforeningen mod svinefabrikker, uddyber:
- At blive nabo til en svinefabrik kan være en meget svær og overvældende oplevelse. Derfor er det uendeligt vigtigt, at borgere ved, hvordan man håndterer høringssvar og klager for at kunne deltage i den demokratiske proces.
Dansk industri, landbruget og politikerne har desværre ikke tænkt sig at tage vores skrantende miljø alvorligt. Parterne i den grønne trepart har valgt at øge slagtepræmien og investere milliarder i technofix såsom Bovaer og pyrolyse. Det er tiltag, der vil fastholde Danmark i den industrielle landbrugsmodel, der har skabt, de problemer landbruget står i.
Derfor er der behov for, at borgerne i Danmark yder modstand - overalt!
Den nye klagevejledning fra NOAH og Landsforeningen mod svinefabrikker henvender sig til personer, som enten vil starte en lokal miljøforening, eller som allerede er i gang med at tage kampen op mod en lokal svinebaron.